MacDaddy

Så varer det ikke længe, så er jeg med i hulen:

Jeg har bestilt en MacBook.

Må jo ærligt indrømme at jeg et par år har kigget en smule misundeligt på OSX. Det er svært at komme udenom at det er lækkert at se på, så nu er det på tide at få fingre i en og se hvordan det holder i længden.

Men ud over almindeligt begær, så er grunden også at jeg kan bruge en i firmaet. Mere end en gang har jeg været udsat for at nogen Mac brugere har pointeret at noget ikke fungerede i Safari, og uden en maskine at teste på, så er det lidt svært at tage højde for Safaris særheder og bugs.

Som en ekstra bonus er det praktisk med en laptop mere i husstanden, så Tina ikke er tvunget til at sidde inde på kontoret når hun skal researche lidt på nettet.

Jeg regner nu ikke med at Ubuntu bliver skiftet ud med OSX som min primære arbejdsplads lige foreløbig. Med Compiz følger Linux ret godt med på de visuelle effekter, og Linux tillader en hel del mere hacking af programmer så de passer til hvordan jeg gerne vil have tingene.

En ting jeg dog gerne så i Gnome er OSX stil menu'er. Lige siden min Amiga blev skiftet ud med en Windows maskine, har jeg savnet menu'er der ikke er klistret til toppen af hvert vindue, men til toppen af skærmen. Det er muligt med nogen skumle hacks, men det er lidt for meget et hack til at jeg vil bruge det på min primære arbejdshest.

Det eneste jeg mangler at finde ud af inden 'den lille ny' ankommer er et hostnavn til den. Et eller andet der passer ind imellem Razor (desktop), Blade (gammel IBM laptop), Saber (server) og Scimitar (17" laptop).